Arkiv for ‘Bagværk’ Kategorien

skrevet af Michael 14/02/2010

Fastelavn er mit navn, boller vil jeg have! Ja fastelavnsboller skal der til i dag, men hvilke? Da jeg var barn var en fastelavnsbolle en hvedebolle med vaniliecreme i midten, mens man i dag får en wienerbrøds bolle med flødeskum hos bageren…

Jeg synes min søn på 13 skal smage en fastelavnsbolle som jeg husker dem, så derfor står den i dag på Gammeldags Fastelavnsboller

fastelavnsboller

Dejen:
2 ½ dl mælk
50 g margarine
25 g gær
1 æg
3 spsk sukker
1/4 tsk salt
Ca. 500 g (ca 7 ½ dl) mel

Creme:
2 æggeblommer
2 spsk sukker
1 ½ spsk maizena
2 dl mælk
1 tsk vanillesukker

Lun mælken og lad margarinen smelte heri. Lad mælken køle ned til håndlund og opløs herefter gæren i den. Tilsæt resten af ingredienserne og ælt dejen godt igennem.

Dejen stilles til hævning i ca. 40min mens man laver cremen.

Pisk æggeblommer, sukker, maizena og mælk sammen i en tykbundet gryde og varm blandingen op til kogepunktet under piskning. Tag cremen fra varmen og rør vanillesukker i.

Når dejen har hævet slås den ned og deles i 2 portioner. Hver portion rulles ud til den er ca. 1 ½ cm tyk. Aftegn på den ene dejplade cirkler med en diameter på ca. 6 cm – brug et glas som skabelon.

Der lægges 1 skefuld creme på hver cirkel, og den anden dejplade lægges over. Tryk med glasset bollerne ud gennem de 2 lag dej og læg dem på plade.
Tænd ovnen på 200o og lad bollerne efterhæve i ca 30min mens den varmer op. Bollernes bages i 10-12min.

Inden servering pyntes bollerne med enten glasur eller bare en smule flormelis.

skrevet af Vivi 10/02/2010

I aftes skulle vi på skolen og se sønnens teaterforestilling, og der lå en bøn fra klasselæreren om kager til den efterfølgende reception, så jeg gik i krig med at kigge diverse kageopskrifter igennem. Desværre syntes jeg ikke rigtig der lige var en som tilfredsstillede den smag jeg havde i tankerne samtidigt med at alle ingredienser var i hus. Desuden kæmper jeg ofte med at opskrifterne ikke passer til vores store kage-bradepande med transportlåg – og dobbelt er tit for meget. Hvad gør man så? Jo, man inspireres af forskellige opskrifer og finder på sin egen ;-) Resultatet var pragtfuldt!

3 dl mælk
200 g mørk chokolade
250 g smør
3 tsk instant pulverkaffe

4 æg
400 g. sukker
4 tsk bagepulver
2 spsk vanilla
350 g mel
1½ spsk cacao

Hæld mælken i en gryde og del chokoladen og smøret i mindre stykker og læg det i mælken. Tilsæt pulverkaffen og varm det lige præcis nok op til at smør og chokolade smelter – kaffepulveret skal nok opløse sig også. Lad det køle af mens resten blandes.

Pisk æg og sukker grundigt. Bland bagepulver, vanilla, cacao og mel og pisk det i æggemassen. Hæld nu langsomt indholdet fra gryden i, mens der piskes konstant.

Fordel dejen jævnt i den store kageform – jeg plejer at fore den med bagepapir i stedet for at smøre formen.

Bages på nederste rille ved. 175 0 i 45 min.

Pyntes med sigtet flormelis.

Desværre havde jeg rigtig travlt inden vi skulle ud af døren og den var så populær at jeg ikke nåede at få et billede – beklager.

skrevet af Michael 04/02/2010

Scones med chocolade

Min søn Thomas havde lovet at tage opskriften på scones fra Meyers Store køkkenbørn med i skolen i morgen, men dels har han ikke fået skrevet opskriften ned og dels er han desværre nok syg i morgen…

Nå, den første del kan vi gøre noget ved, så ved hjælp af hans hukommelse og lidt dobbelt check på nettet er vi kommet frem til denne opskrift, som han mener er korrekt, og efter en hurtig afprøvning her til aften er den sendt til hans lærer via forældreintra.

Scones

Til ca. 10 scones bruges

75 gr blødt smør
75 gr sukker
300 gr hvedemel
1,5 tsk bagepulver
1,75 dl Kærnemælk
30 gr hakket chokolade

Alle ingredienser røres sammen i en skål (ok vi brugte røremaskine) til en fugtig dej. Dejen rulles ud til ca 1½ cm tykkelse (husk rigeligt mel på bord og kagerulle) hvorefter scones stikkes ud med en diameter på 4-5 cm.

Kom scones’ne på plade og bag dem ved 220o i ca. 15 min til de er lysebrune.

skrevet af Michael 02/02/2010

Til aftenens “snestormssuppe” skulle der naturligvis også være noget godt brød. Det blev et hurtigt grovbrød baseret på alle de rester mel der var i skabet.

grovbroed

1 pk tørgær
ca 2½ dl Grahamsmel
ca 2½ dl groft rugmel
ca 6 dl stenkværnet hvedemel
lidt salt
5 dl vand

Tørgær og salt blandes i melet. Vandet hældes i og der blandes grundigt. Tilsæt mel eller vand efter behov hvis konsistensen ikke er rigtig; dejen skal være våd, men æltbar.

Ælt brødet grundigt – mit fik 5min i røremaskinen og 5-6min på køkkenbordet…

Form brødet til et stort brød der lige passer med længden på bagepladen. Lad det være forholdsvist fladt.

Stil brødet lunt og lad det hæve i 2 timer – dagens brød stod ved siden af brændeovnen…

Bages ved 250o i 15min og derefter ved 175o i 20min.

skrevet af Michael 09/01/2010

Disse småkager er gået hen og blevet en juletradition i min familie. Grundopskriften kommer fra den måske mest kendte amerikanske kogebog “Joy of Cooking” og er over årene blevet tilpasset den vestlige julesmag med de krydderier der med duft og smag signalerer jul og julebag.

Mums

Vi bager hvert år 4-6 portioner af disse, da de er højt værdsat ikke kun af familien, men også venner og kollegaer.

½ Cup brun farin

½ Cup Sukker

½ Cup blødt Smør (125 gr)

1 æg

1 tsk. Vanilje extract (Eller frøene fra 1 stang vanilje)

1 spsk mælk

1 Cup hvedemel

½ tsk natron

½ tsk bagepulver

½ tsk stødt kanel

1/4 tsk  stødt nelliker

1/4 tsk frisk revet muskatnød

1 Cup havregryn

3/4 Cup Mørk chokolade (hakket i stykker på 2-3mm), hasselnødder eller rosiner (eller evt. en blanding af disse)

Da dejen til denne opskrift bliver meget tung kan det anbefales at bruge en røremaskine hvis man har en. En håndmikser kan kun med nød og næppe klare opgaven og i hånden er det nærmest umuligt.

Rør brun farin og sukker sammen med smørret. Heri blandes/piskes æg, vanilie og mælk. Herefter tilsættes mel, natron og bagepulver. rør dejen grundigt til den er helt glat.

Tilsæt krydderierne og rør igen godt og grundigt.

Herefter tilsættes havregryn og der røres grundigt (pas nu på den håndmikser!). Til sidst kommes chokoladen, nødderne eller rosinerne i og der blandes en sidste gang til de er fordelt i hele dejen.

Småkagerne formes ved at man tager 2 teskeer og kommer klatter af dej på en plade. Størrelsen på småkagen bestemmes af størrelsen af klatterne. Vi bruger en størrelse der svarer til en hasselnød med skal, hvilket giver 20 småkager pr. plade. Husk at lave god afstand mellem hver småkage da de flyder ud under bagning (på en standard plade får vi plads til 5×4).

Småkagerne bages af flere omgange i 10-12 min ved 160c. De er færdige når de er flydt ud og har taget let farve langs kanten. Lad dem stå i 2min på pladen inden de med palet forsigtigt flyttes på rist til afkøling (pas på de er meget bløde mens de er varme). Når de er helt afkølet og sprøde kommes de i kagedåse.

Hvis man har 2 bageplader kan man med fordel rive bagepapir af i den rette størrelse og gøre flere ‘plader’ klar til bagning – så går det lidt hurtigere :)