Gratinerede pasta penne med spinat (Indisk-Italiensk fusion)

Nogle dage så ender madlavning i lidt af et kaos. Specielt på travle hverdage hvor koordinering omkring indkøb, skabsindhold og hvem der laver mad fejler – som igår…

Dagens indkøb var et halvt kilo hakket oksekød. Et fornuftigt indkøb til en sen madlavningsdag og som regel har man jo om ikke andet ingredienser til en gang pasta med kødsovs. Ja som regel har man… Men når man netop har brugt de sidste dåser tomat i weekenden så har man ikke længere…

Den første reaktion var ”så skidt vær med det – vi bestiller noget take-away”, men så kom jeg i tanker om at vi vidst nok stadigvæk havde en del frossen spinat i fryseren og spinat kan man jo som bekendt bruge til en lasagne… I fryseren fandt jeg så også en Ricotta ost der blev smidt derned i sommers da vi tog i sommerhus og via en helt igennem uforklarlig tanke process blev det så til en ret der måske lyder underlig, men smagte fantastisk – og så var der også rigeligt til knægtens frokost i dag 😉


500 gr pasta penne
500 gr hakket oksekød
300 gram frossen hakket spinat
250 gr frossen Ricotta
2 løg
3 kinesiske hvidløg (enkelt feds)
1 spsk hel spidskommen
1 tsk sennepsfrø (de sorte)
1 tsk indisk paprika
½ tsk indisk cayenne peber
2 tsk stødt koriander
Salt og peber
Lidt vand
2 spsk mel
1 dl mælk
250 gr reven ”mozarella” (pizza ost)

Ovnen blev tændt på 200 grader og en gryde vand til pastaen blev sat over. Løget hakket og smidt i en sauterpande på høj varme sammen med spidskommen og sennepsfrø… Mens det hele varmede op blev ricottaen smidt i mikrobølgeovnen så den kunne tø.

Pastaen blev helt i det nu kogende vand og kogt til al dente. Samtidigt begyndte løgene at blive gyldne og hvidløg, paprika, cayenne og koriander blev svitset hurtigt med inden kødet kom i blev brunet.

Pastaen færdig, taget op og sat til side så det kunne dryppe helt af og retten kunne færdiggøres.
Da kødet var brunet blev ricottaen blandet i og den frosne spinat tilsat sammen med lidt vand. Låg på og retten fik lov at simre i 5-6 minutter indtil spinaten var tøet og kunne røres rundt i retten – som så lidt tynd ud… Derfor blev 2 spsk mel drysset over og rørt i for at jævne lidt… Hvorefter retten så lidt tyk ud… Det blev løst ved hjælp af ca. 1 dl mælk rørt ud i retten. Herefter fik det hele lov at simre i 5 min så melet var helt kogt ud.

De kogte pasta penne blev hældt op i sovsen og det hele rørt godt rundt inden det blev fordelt i et glasfad – faktisk 2 da det fyldte mere end hvad et fad kunne rumme – den revne ost blev fordelt ovenpå retten og herefter blev retten stilet i ovnen i 25min til osten var gyldenbrun.

En hurtig Indisk-Italiensk fusionsret født af tomme skabe og sult, men med en smag der berigtiger en plads i opskriftskartoteket.