Culottesteg m/ovnbagte rodfrugter og champignonsovs

Igen er det Vivi der bestemmer menuen og i dag står den på steg – oksesteg. Hun har åbenbart længe haft lyst til et ordentligt stykke kød, så da hun stod for indkøbene i dag var det vist forudbestemt.

1 culottesteg
1 kg rodfrugter (Gulerødder, pastinak, rødbeder…)
½ dl avocadoolie
3 -4 Hvidløg, pressede
250 gr markchampignon
En stor sjat Cognac
¼ l piskefløde
1 stor klat smør
Salt og peber

Tænd ovnen på 225oC. Kom avocadoolien og halvdelen af det pressede hvidløg i en lille skål og lad det trække.

Afpuds stegen og sørg for at fjerne den store sene på bagsiden hvis den stadigvæk er der. Rids fedtet i store firkanter. Gnid kødet med resten af hvidløget og drys med groft salt.

Kom stegen i et stort fad og så i ovnen, hvor det skal brune i 15 min ved den høje varme.

Mens kødet brunes gøres rodfrugterne klar.  De skrælles og skæres i tykke skiver. Husk at rødbeder gerne må være lidt tyndere skiver end resten da de tager længere tid. Kom de klargjorte rodfrugter op i en stor skål og hæld hvidløgsolien over. Sørg for at blande godt rundt med hænderne så olien fordeles jævnt.

Når stegen har fået sine 15 min tages den ud og ovnen skrues ned til 160oC. Fordel rodfrugterne omkring stegen og kom fadet tilbage i ovnen. Stegn skal have ca, 40 min mere eller indtil et stegetermometer siger ca. 55oC.

Nu skal vi til at tænke på sovsen. Rens og skær champignoner i tykke skiver. Find cognac’en frem og hæld et glas op. Find endnu et glas frem og hæld en stor sjat i det. Tag det første glas og nyd det mens stegen steger færdigt 🙂

Når stegen er færdig tages den ud af fadet og stilles til at hvile i 15 min. Kom fadet med rodfrugter tilbage i ovnen og sluk den så de kan blive færdige på eftervarmen.

Sovsetid… Find en pande frem og varm den op. Smelt smørret på panden og lad det bruse af. Kom champignon skiverne i og steg til de er mørke. Hæld det andet glas cognac over og lad alkoholen brænde af (evt. ved flambering) og hæld herefter fløden i. Lad sovsen koge et par minutter inden den smages til med salt og peber.

Så er det hele vist klart. Tag rodfrugterne ud af ovnen og skær stegen ud. Husk at stegen skal skæres ud på tværs af kødfibrene. Det vil på de fleste culotter sige at den tynde ende skal skæres på tværs, mens den tykke ende skal skæres på skrå – se evt. denne video for yderligere forklaring: LINK.

Find en god rødvin og nyd maden – velbekomme!

Efterlad gerne en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.