Braiseret Lammeskank

Vinden rusker og bygerne driver forbi. Det er oktober, det er efterårsferie og så er det tid til simremad.

I mine øjne er det fantastiske ved simremad hvor simpelt man gøre det. Med få ingredienser kan man lade smagen udvikle sig over lang tid mens kødets bindevæv nedbrydes og kødet bliver mørt.

Til vores lille familie på 3 brugte jeg

3 lammeskanke

2 store løg

4 fed hvidløg

1 tsk tørret Provence krydderi

½ flaske rødvin

2½ dl oksefond

Rapsolie

Salt og peber

Tænd ovnen på 175 grader og lad den varme op. Husk at simremad kræver god gammeldags ovnvarme så ikke noget med varmluft her.

Skær løg i halve ringe og hak hvidløget.Krydr skankene grundigt med salt og peber på alle sider. Varm en stegeso eller anden gryde der kan gå i ovnen op og kom rapsolien i.

Når olien er rygende varm brunes skankene grundigt på alle sider. Stil skankene til side og steg herefter løgene i olien til de er helt klare og begynder at brune let.

Kom hvidløg i og lad det stege med et minuts tid.

Kom skankene tilbage og drys provence krydderi over. hæld herefter rødvin og fond  over, kom låget på og stil det hele i ovnen et par timer.

Kødet serveres med kartoffelmos og saucen til.

Hvis saucen ikke er helt tyk nok kan denne koges lidt ind mens kartoffelmosen gøres færdig.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.