Tehari med oksekød (Bangladesh)

Efter lang pause her på Foodies grundet arbejdspres er det vist på tide at komme med nye spændende opskrifter. Vi har valgt at genstarte vores idé med mad fra alfabetet eller rettere mad fra lande vi ikke har prøvet med alfabetet som inspiration. Første land vi prøvede var Angola og nu er turen kommet til B som i Bangladesh.

Internet søgninger viste at en af de mest udbredte retter i Bangladesh er Tehari med oksekød. Tehari er en afart af den kendte Biriani men da Bangladesh overvejende er muslimsk så bruger de gerne oksekød modsat de indisk/hinduistiske birianier.

(4-6 portioner)

1 kg skært oksekød (i tern)
1,25 dl løg pure (vi finthakkede det i minihakker)
2 tsk hvidløgspure (eller presset)
1 spsk chilipulver (vi brugte kun ½ tsk af den meget stærke indiske)
1 tsk stødt gurkemeje
2 tsk ingefærpure (eller revet)
1 spsk stødt koriander
1 spsk stødt spidskommen
1 tsk salt
2 mellemstore løg, skåret i tynde skiver
5 cm kanelstang
8 hele nelliker
4 hele kardemomme
1 laurbærblad
6-8 grønne chili (indiske eller thai)
Vegetabilskolie (vi brugte raps)
6 dl Basmati ris
ca 1,25 l vand

Kom oksetern, løgpure, hvidløgspure, chilipulver, gurkemeje, ingfærpure, stødt koriander, stødt spidskommen og 2 tsk salt op i en gryde. Hæld 2½ dl vand over og rør rundt. Bring i kog og skru ned til retten simrer. Lad kødet simre i 45-60 min indtil kødet er mørt. Rør rundt undervejs og kom lidt ekstra vand ved hvis den begynder at blive tør.

Når kødet er mørt tages det op og den resterende kogevæske gemmes (en si eller dørslag er en god idé).

I en anden gryde (stor nok til at rumme det hele) svitses de skivide løg til de beynder at blive gyldne. Herefter kommes kanel, nelliker, kardemomme og laurbærblad i og det hele svitses videre under omrøring i 3-4 minutter. Herefter kommes kødet i og det hele steges videre under omrøring i 4-5min. Nu kommes risen i og steges med i et par minutter så den suger lidt af alle de gode smagsstoffer.

Spæd resten af kogelagen op med vand til der er 1,2 liter i alt og hæld det over køddet. Kom de hele grønne chilier og den resterende teskefuld salt i. Rør rundt, bring i kog og skru ned for varmen. Retten skal simre uden låg i 25min til den er klar. Vi tror at der kan skæres ned på væskemængden til ca. 1 liter og så kan retten simre med låg på.

Serveres varm med en god salat til – husk at advare gæsterne mod at tygge i de hele chilier eller krydderier 😀

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.