Sangría

Jeg er kommet til at love min mands kolleger at servere ferie-sangría og at dele min opskrift… Ikke nemt når den nu er i hovedet og det foregår pr. “gefühl” men her er et skud, og det jeg serverede følger dette. Oprindeligt var det en af vores venner i Spanien der lærte mig at lave det, og hun brugte brandy, men da jeg startede med at lave den i Danmark for mange år siden, kunne jeg ikke finde det – eller også var rom bare billigere på mit SU-budget – det husker jeg ikke lige.

2 appelsiner
1½ citron
2 nektariner (valgfrit)
2 dl sukker
1½ dl rom (en spanier vil forestrække en brandy – eks. Soberano)
1l spansk rødvin (af tempranillo druen foretrækkes – jeg plejer at købe en “bag in a box” vin)
isterninger
Dansk vand

Appelsiner og citroner vaskes grundigt og skæres i kvarte skiver.  Lægges i en kande (2 l) eller en bowle, pres den let med en træske så lidt af saften trænger ud og strø sukker over. Hæld rom over og lad trække i en god time. Nektarinerne udstenes og skæres i trekantede stykker og tilsættes – også her må du gerne lige presse lidt saft ud af dem.

Tilsæt rødvin og rør rundt til alt sukkeret er opløst, og lad det trække yderligere en times tid. Nu skal du smage. Den skal på dette stadie være nærmest saftevandssød, men pas på, den sparker! (Der er en ret høj alkoholpromille på nuværende tidspunkt selvom man ikke altid kan smage det). Du kan evt. kan tilsætte mere sukker, men husk at røre godt rundt så det hele opløses.

Tilsæt isterninger så kanden er 3/4 fuld og fyld op med dansk vand. (Mange gange er der egentlig ikke plads til isterningerne når du bruger kanden, så fylder du bare op med dansk vandet, lægger et par isterninger i glassene (3-4 stykker) og hælder sangría’en over og så kan du fylde op med isterninger bagefter).

Hældes op i glas og lad gerne lidt frugt og is følge med.

Salud!

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.