Slotsboller

I slutningen af september skulle jeg til et 4 dages strategi seminar, som blev afholdt på Bakkegården i Vesløs og naiv/optimistisk, som jeg jo er, lovede jeg alle friskbagte morgenboller hver dag 😊

Det betød at der måtte udvikles en opskrift som levede op til følgende krav:

  • Minimal arbejdsindsats
  • Ingen hævetid om morgenen inden bagning
  • Gerne lang hævning om dagen
  • God bagning i helt almindelig ovn, da jeg ikke vidste hvilke(n) type ovn der var til rådighed
  • Gerne med lidt groft mel, så folk ikke blev sultne før frokost

Desværre har jeg ikke fået taget et billede af bollerne, men de blev bagt hver morgen og mine kollegaer har besluttet at det må jeg gentage næste gang 😊

Slotsboller

Langtidshævede morgenboller, med minimalt tidsforbrug om morgenen
Forb. tid1 d
Tilb. tid30 min
Ret: Bagning, Boller
Køkken: Dansk
Keyword: bagning, Boller, gærbrød, Morgenboller
Antal: 10 boller
Forfatter: Foodies.dk

Ingredienser

  • 250 gr Økologisk Manitoba mel
  • 250 gr Stenkværnet Manitoba mel, fint sigtet
  • 125 gr Stenkværnet Manitoba mel, fuldkorn
  • 500 gr Koldt vand
  • 12 gr Fint salt
  • 3 gr Gær (en lille 'ært')

Sådan gør du

  • Rør gæren ud i vandet. Jeg brugte en 3 l plastik bøtte, som passede til mængden og kunne gå i køleskabet, men en kondibøtte eller skål kan også bruges.
  • Kom mel og salt i vandet og bland godt rundt, til alt er blandet og alt mel er fugtigt.
  • Lad dejen stå i 1 time på køkken bordet. Man kan dække med fugtigt viskestykke, men jeg brugte blot låget fra bøtten, uden at lukke det tæt.
  • Efter en time skal dejen foldes forsigtigt (coil fold). Har man ikke gjort dette før, så kan denne video anbefales https://youtu.be/gMbZeUIVzZY
  • Jeg foldede kun dejen af en omgang, da dagen var tæt besat med aktiviteter, men har man tid, så vil det give mening at gøre det 2-3 gange mere, med 45 min mellerum.
  • Lad dejen stå på køkkenbordet og hæve, så det i alt har hævet i 8-9 timer og man kan se tydelige luftbobler.
  • Kom dejen i kølskabet med låg på og lad den stå og modne indtil den skal bages næste morgen.
  • Om morgenen tændes ovnen på 250gr varmluft.
  • Mens ovnen varmer op deles dejen i 10 boller uden at luften trykkes ud. Jeg gjorde det ved at tage låget af bøtten og simpelthen vende bøtten på hoevedet på et meldrysset bord. Når så dejen havde sluppet hele vejen rundt og var faldet ned, så løftede jeg forsigtigt bøtten op af. Med en stor kniv (havde glem min dejskraber hjemme) hakkede jeg først dejen i halv på den lange led og derefter hver halvdel i 5 stykker. Det er vigtigt at der bruges RIGELIGT mel og at bollerne behandles forsigtigt.
  • Kom bollerne på en bageplade (med bagepapir) og lad dem stå til ovnen er varm.
  • Når ovnen er 250 gr varm kommes bagepladen i ovnen og der skrues med det samme ned til 225gr varmluft.
  • Bag bollerne i 13-15 minutter indtil de lyder hule når man banker på dem.
  • Tag bollerne ud og lad dem køle ned i 10-15min på en rist inden de nydes lune.

About

Efterlad gerne en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.