Bornholmsk unghane i Römertopf

Efter en ubeslutsom tur d’kogebøger i sofaen valgte jeg i stedet at køre i supermarkedet og se hvad der bød sig til som søndags middagsmad… Tilbud på unghane fangede mit øje og et par fine økologiske citroner fulgte trop. Gode danske champignoner så fine ud… Og så havde jeg lyst til hvidløg – gerne i store mængder.

Opskriften der langsomt dannede sig mens jeg handlede kan vel bedst beskrives som en syd europæisk fusion mellem spansk hvidløgskylling og fransk Coq au Vin.

IMG_0172

1 Bornholmsk unghane
1 citron, må ikke være sprøjtet eller overfladebehandlet
3 hele hvidløg
250 gr champignon
1 løg
1 laurbærblad
Lidt frisk eller tørret timian
En lille håndfuld hakket persille
1 dl tør sherry
1½ dl Coops madlavnings fløde (eller syrnet fløde)
Salt&peber

Pil alle hvidløgsfed fra hinanden. Blancher fedende i kogende vand i 30 sek. Hæld vandet fra og pil skallen af dem. Bring nyt vand i kog og kom de nu pillede fed i og lad dem koge i 2 min. Hæld vandet fra og sæt hvidløgene til side.

Skær citronen i 4 stykker. Fyld hanen med citron og de blancherede hvidløg.

Skær champignoner i kvarte og kom op i den klargjorte Römertopf. Hak løget og kom ligeledes i. Kom krydderurterne, sherry og fløde i og sæt hanen oven på det hele.

Krydr hanen med salt og peber, kom låget på og stil Römertopf i den kolde ovn. Tænd ovnen på 225o og steg i ca. 1½ time. Låget kan tages af de sidste 10min hvis man ønsker lidt brunere skind.

Skær kyllingen i passende stykker (fyldet smides ud) og server med natur ris og sovsen fra tilberedningen.

Man kunne nok blende sovsen med et par stykker af hvidløget fra fyldet – det ville sikkert smage ret godt.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.