Intens chokoladekage

I aftes skulle vi på skolen og se sønnens teaterforestilling, og der lå en bøn fra klasselæreren om kager til den efterfølgende reception, så jeg gik i krig med at kigge diverse kageopskrifter igennem. Desværre syntes jeg ikke rigtig der lige var en som tilfredsstillede den smag jeg havde i tankerne samtidigt med at alle ingredienser var i hus. Desuden kæmper jeg ofte med at opskrifterne ikke passer til vores store kage-bradepande med transportlåg – og dobbelt er tit for meget. Hvad gør man så? Jo, man inspireres af forskellige opskrifer og finder på sin egen 😉 Resultatet var pragtfuldt!

3 dl mælk
200 g mørk chokolade
250 g smør
3 tsk instant pulverkaffe

4 æg
400 g. sukker
4 tsk bagepulver
2 spsk vanilla
350 g mel
1½ spsk cacao

Hæld mælken i en gryde og del chokoladen og smøret i mindre stykker og læg det i mælken. Tilsæt pulverkaffen og varm det lige præcis nok op til at smør og chokolade smelter – kaffepulveret skal nok opløse sig også. Lad det køle af mens resten blandes.

Pisk æg og sukker grundigt. Bland bagepulver, vanilla, cacao og mel og pisk det i æggemassen. Hæld nu langsomt indholdet fra gryden i, mens der piskes konstant.

Fordel dejen jævnt i den store kageform – jeg plejer at fore den med bagepapir i stedet for at smøre formen.

Bages på nederste rille ved. 175 0 i 45 min.

Pyntes med sigtet flormelis.

Desværre havde jeg rigtig travlt inden vi skulle ud af døren og den var så populær at jeg ikke nåede at få et billede – beklager.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.