Fastelavn er mit navn, boller vil jeg have! Ja fastelavnsboller skal der til i dag, men hvilke? Da jeg var barn var en fastelavnsbolle en hvedebolle med vaniliecreme i midten, mens man i dag får en wienerbrøds bolle med flødeskum hos bageren…
Jeg synes min søn på 13 skal smage en fastelavnsbolle som jeg husker dem, så derfor står den i dag på Gammeldags Fastelavnsboller
Dejen:
2 ½ dl mælk
50 g margarine
25 g gær
1 æg
3 spsk sukker
1/4 tsk salt
Ca. 500 g (ca 7 ½ dl) mel
Creme:
2 æggeblommer
2 spsk sukker
1 ½ spsk maizena
2 dl mælk
1 tsk vanillesukker
Lun mælken og lad margarinen smelte heri. Lad mælken køle ned til håndlund og opløs herefter gæren i den. Tilsæt resten af ingredienserne og ælt dejen godt igennem.
Dejen stilles til hævning i ca. 40min mens man laver cremen.
Pisk æggeblommer, sukker, maizena og mælk sammen i en tykbundet gryde og varm blandingen op til kogepunktet under piskning. Tag cremen fra varmen og rør vanillesukker i.
Når dejen har hævet slås den ned og deles i 2 portioner. Hver portion rulles ud til den er ca. 1 ½ cm tyk. Aftegn på den ene dejplade cirkler med en diameter på ca. 6 cm – brug et glas som skabelon.
Der lægges 1 skefuld creme på hver cirkel, og den anden dejplade lægges over. Tryk med glasset bollerne ud gennem de 2 lag dej og læg dem på plade.
Tænd ovnen på 200o og lad bollerne efterhæve i ca 30min mens den varmer op. Bollernes bages i 10-12min.
Inden servering pyntes bollerne med enten glasur eller bare en smule flormelis.