Svinemørbrad med sennep og Marsala sauce

”Jeg har taget en svinemørbrad ud af fryseren” var det eneste vi egentligt havde planlagt omkring aftenens middag. Nå, men så måtte jeg jo finde på noget…

1 svinemørbrad
Ca. 2 spsk Dijon sennep

Sauce:
1 lille løg, fint hakket
Ca. 3 spsk grovkornet sennep
2½ dl Marsala vin
2½ dl piskefløde
Salt & Peber

Hvis ikke mørbraden er afpudset fjernes fedt og sener fra den. Smør mørbraden ind i Dijon sennep og sørg for at den er helt dækket.

Brun mørbraden på en pande og kom den på et forvarmet fad og ind i ovnen ved 175o i 20min.

Mens mørbraden hygger sig i ovnen laves saucen. Svits løg på panden hvor, mørbraden blev brunet, indtil de er bløde. Kom sennep i og rør rundt. Tilsæt Marsala og lad den koge af et par minutter. Kom fløden i og lad saucen koge ved middelvarme til den er blevet lidt tykkere (kogt 1/3 ind). Smages til med salt & peber.

Tag kødet ud af ovnen og lad det hvile i 5 min. Skæres i 1-1½cm skiver og serveres med saucen over. Som tilbehør kan anbefales en kartoffelmos med cheddarost og hvidløg.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.