Kylling i jordnødde & tomat sovs fra Angola

En gang imellem skal man prøve noget nyt, så i stedet for at kaste mig ud i de sædvanlige europæiske eller asiatiske retter bad jeg i dag Vivi om at sige det første land hun kunne komme i tanker om hun ikke har smagt noget fra.  Idéen var så at jeg ville finde en opskrift fra det land, købe ind og lave det til aftensmad.

Angola, svarede hun.

Så gik den vilde jagt på opskrifter fra Angola og det stod snart lysende klart at selvom internettet har alt, så er opskrifter fra Angola ikke det mest udbredte stof… Nogle har jeg så fundet, men de fleste har ingredienser som er umulige at opdrive inden for en radius af 10km fra Hedehusene – nogen der ved hvor jeg kan købe “Palm-soup” på dåse, eller alternativt de frugter (kerner?) man laver suppen af?

Men en opskrift blev da fundet som kunne laves i dag, nemlig denne ret med kylling, peanut butter og tomat. Retten i sig selv er vist ikke specielt angolansk, men i virkeligheden en meget udbredt ret i hele Sub-Sahara området af Afrika. Den bør nok laves med hjemmelavet peanut butter, som fremstilles ved at riste hele jordnødder, fjerne skallen og så kværne nødderne med en sten eller i en stor morter. For nemhedens skyld bruges her en grov peanut butter fra supermarkedet…

2 spsk jordnøddeolie
1 kylling, delt i 8-12 stykker
1 stort løg, hakket
2 fed hvidløg
2½ dl tomat puré
2½ dl peanut butter
2½ dl vand
Stødt chili eller cayenne alt efter ens smertetærskel
Salt og peber

Varm en stor stegegryde op og kom jordnøddeolien i. Når olien er varm brunes kyllingestykkerne et par stykker af gangen og sættes til side.

Herefter steges løg og hvidløg til løgene er bløde. Skru ned for varmen, kom tomat puréen i, rør rundt og lad det simre et par minutter.

Sørg for at varmen under gryden er meget lav og kom peanut butter, vand, chili, salt og peber i. Rør rundt til du har en jævn sovs. Kom kyllingestykkerne tilbage i gryden og lad retten simre ved lav varme i 40-45 min indtil kyllingen er færdig. Den lave varme er vigtig da peanut butter brænder hurtigt på.

Servers med ris, maniok eller kogte plantainer.

Efterlad gerne en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.