En hurtig ret til en kold februar søndag. Hele retten kan laves på den tid det tager at tilberede Jasmin risen 😉
400gr Kyllingebryst
1 løg
3 fed hvidløg
4 cm Ingefær
2 Hollandske chilier
1 citrongræs
2 spsk brun farin (istedet for palmesukker)
1 spsk Mørk soya
2 spsk fiskesauce
2 spsk jordnøddeolie
1 stor håndfuld friske basilikumblade
Som med alle retter der skal lynsteges er det en god ide at gøre alle ingredienserne klar fra starten af. Skær kyllingebrystet i strimler, hak løget, hak hvidløg fint, hak ingefær fint og skær chilierne i tynde strimler (fjern kernene hvis du ikke vil have det for stærkt). Stød citrongræsset med bagsiden af kniven og hak det derefter fint. Kom farin, soya og fiskesauce i en skål. Pluk basilikumbladene og skyld dem grundigt inden du lader dem tørre.
Varm wokken godt op og kom olien i. Lad olien varme igennem og sørg for vippe wokken så olien er fordelt op af siderne. Herefter går det stærkt.
Kom løgene i og lynsteg dem i ca. 30 sek. Herefter kommes hvidløg, chili og ingefær i. Steg det hele i ca. 30 sekunder og kom herefter kyllingestrimlerne i. Steg kyllingen i ca. 1 min til alle stykkerne er blevet hvidlige. Herefter kommes farin, soya og fiskesauce i. Retten skal nu stege/koge færdig i 5-6min indtil kyllingen er gennemstegt.
Tag wokken af varmen og vend basilikumbladene i. Serveres straks sammen med Jasmin ris.