Restaurant Grønnegade – 15. Okt 2011

I aftes havde vi fornøjelsen af at blive inviteret på Restaurant Grønnegade af gode venner til et ganske udemærket måltid, der trods et enkelt fejlskud fra køkkenet, vil blive husket som et af de bedre restaurant besøg.

Aftenen bød på dagens menu, ja faktisk blev vi til vores overraskelse slet ikke præsentert for a la carte menuen som de ellers har liggende på deres hjemmeside.

Vi startede med et glas pink champagne uden nærmere introduktion og derefter en lille overraskelse fra køkkenet som ikke fremgik af menuen

Svampe forberedt på lidt forskellige måder, baconknas og små perleløg. En spændende lille anretning som en lovende start på aftenen.

Næste ret bød på en lille sprød krabbekage med merian og pære på en bund af persillerodspure som blev overhældt med krabbeboullion ved bordet. Yderst velsmagende men hvis man som jeg ikke fik spist hurtigt nok blev persilleroden opløst i boullionen med en lidt mystisk smag som resultat.  Her til blev der serveret en forbløffende frisk 2010 Muscadet sur lie, Domaine de la Levraudiére.

Herefter stod den på stegt rødspætte med ristede kantareller på en bund af kantarelskum, sprødt rugbrød og karse og vinen en god 2010 Grüner Veltliner Terrassen, Domaine Wachau. En meget velsmagende kombination.

Sidste forret bød på en lidt blandet oplevelse. Stegt foie gras og en lille Ballotine af kyllingelår, serveret med  majs på esdragonsauce (?) og majssne. Blandet fordi foie gras’en var lidt for fed til min smag men da vi samtidigt fik aftenens vinøse højdepunkt i form af en kraftig og krydret 2009 Loredona, Pinot Noir fra Californien, som perfekt opvejede den fede smag fra den stegte foie gras, var smagsoplevelsen samlet set rigtig god. Hele selskabet var enige i at vi gerne vil købe nogle flasker af denne vin hvis importøren har den på lager.

Aftenens hovedret bød på Kalv tilberedt ved 58,5 grader og lille rulle med sprød skank i filodej, brunet blomkålspuré, kål og kalvesky. En gennemført kombination som vi alle nød. Vinen en 2001 Chateau Moulinet, Pomerol var dog næsten for meget til det forholdsvis sarte kød.

Herefter fik vi 2 efterretter som desværre ikke blev fotograferet:

– En tallerken ost med gedeost fra Gested serveret med abrikoskompot, en udemærket spansk Manchego, den altid velsmagende blå kornblomst og en ost fra Schweiz som jeg desværre ikke fik fanget navnet på, men som blev skåret meget tyndt og fint med et specielt værktøj som jeg heller ikke fangede navnet på, således at det kom til at ligne en kantarel lidt. Hertil syltede valnødder og grillet frugtbrød.

– En lille meget veltilberedt cremé brulée som ikke fremgik af menuen.

Som afslutning på en ellers velkomponeret menu fik vi desværre aftenens lille fejlskud i desserten.

Præsenteret som skånsk æblekage med hasselnød, krokant og karamelis må vi desværre erkende at hele selskabet synes æblekagen var helt forkert. Den virkede som dejen i en Ben and Jerrys cookiedough-is tilsat lidt æblestykker. En ikke særlig rar kombination som desværre overskyggede resten af desserten. Her til blev der serveret en skøn ikke for tung 2008 Château du Mayne, Sauternes.

Vi sluttede af med deres hjemmekværnede stempel kaffe og et godt glas Lemorton Calvados Du Domfrotais (10 år) som prikken over i’et på en aften hvor maden må nøjes med at få 5 ud af 6 kokkehuer på grund af æblekagen.

Og så skal der lyde en stor tak til serveringspersonalet som formåede at skabe en god og hyggelig stemning med deres åbne og alligevel profesionelle betjenning.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.