Spinat roulade

En god ret til frokost i det grønne eller frokostbordet der kræver lidt ekstra. Den tager lang tid at lave, men resultatet er det hele værd.

Til 6 personer bruges
1 løg
225gr Spinat, frisk eller frost
25gr smør
2 spsk persille, hakket
Salt&peber
Frisk revet muskatnød
4 æg
50gr mel
225gr hytteost
3 spsk purløg, hakket

Tænd ovnen på 200o. Smør en bradepande og kom bagepapir i den.

Løget hakkes fint. Hvis der bruges frisk spinat fjernes de hårde stilke. Smelt smøret i en sautepande og sauter løget til gennemsigtigt. Kom spinaten i, skru op for varmen og steg ved høj varme indtil alt væden er ude af spinaten.

Tag panden af varmen og rør persillen i. Herefter krydres rundhåndet med salt, peber og muskatnød.

Vend massen ud på et stort skærebrædt og hak det hele grundigt sammen – uden at det bliver til mos. Lad det herefter køle helt ned.

Pisk æggene med en smule salt til de er tykke og cremede. Fold æg og mel forsigtigt i den afkølede spinat og kom massen op i bradepanden hvor den spredes jævnt ud.

Bag i ovnen i 10-12 min indtil den er fast. Vend den bagte spinat ud på et stykke bagepapir og rull sammen til en roulade (fra en af de smalle ender) mens det sikres at der hele tiden er papir imellem lagene. Lad rouladen køle helt ned på en rist.

Bland purløg i hytteosten.

Når rouladen er kølet helt af rulles den meget forsigtigt ud igen. Fordel hytteosten jævnt på hele fladen og rul herefter rouladen forsigtigt sammen igen.

Kan serveres som en ret for sig selv, men smager også dejligt sammen med rejer.

Efterlad gerne en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.