Mange er bange for hvidløg fordi de frygter andres reaktion på kropslugten dagen efter. Men behandles hvidløg nænsomt er dette ikke nødvendigt.
Denne ret bruger så mange hvidløg at de fleste helt automatisk vil betakke sig, men tør du prøve så garanterer jeg at du ikke vil fortryde det…
35 fed hvidløg, skilt ad men ikke pillede (ca. 3 hele hvidløg)
1 stor kylling (1½-2 kg)
150 gr ricotta (eller flødeost)
1 spsk purløg, hakket
1 spsk persille, hakket
Salt og peber
1 citron, må ikke være sprøjtet eller overfladebehandlet
Tænd ovnen på 180o.
Tag to fed hvidløg og læg til side. Blancher resten af hvidløgene i kogende vand i 30 sek. Hæld vandet fra og pil skallen af dem. Kom nyt vand i kog og kom de nu pillede fed i og lad dem koge i 2 min. Hæld vandet fra og sæt hvidløgene til side.
Det ene af de to fed der blev lagt til side presses og blandes sammen med ricotta, purløg og persille. Kom godt med salt og peber i blandingen.
Løs forsigtigt skindet på kyllingens bryst ved at komme to fingre ind under. Fordel ricotta blandingen under skindet, så det dækker hele brystet.
Skær citronen i 4 stykker. Fyld kyllingen med citron og de blancherede hvidløg.
Læg kyllingen i bradepande. Det sidste fed hvidløg skæres i tynde skiver og disse placeres mellem lårerne og kroppen på kyllingen.
Strø lidt salt over kyllingen og kom den i ovnen. Den skal have ca. 1½ time – test den ved at prikke lige ved låret; er kødsaften klar er kyllingen færdig.
Parter kyllingen og server!