Hjemmelavet Ravioli med karl Johan svampe

For mig en ferie lig afstresnings tid. Og afstresning lig madlavning. Derfor valgte jeg i dag at kaste mig ud i fase to af mine oplevelser med hjemmelavet pasta: Ravioli.

En længere søgning i kogebøgerne på hylden afslørede at selvom adskillige af dem nævnte ravioli så var det alle sovse til købt ravioli… Ikke lige det jeg havde i tankerne. Så ud på nettet og efter en jagt på google kunne jeg konstatere at der findes 2 hovedtyper ravioli – med og uden kød.

Hvis Raviolien er lavet med kød bruges enten rasp eller kartoffel som bindemiddel og hvis den er uden kød er det bløde ostetyper – som oftest en af mine favorit oste Ricotta.

En klassiker er åbenbart Porcini Ravioli, så det valgte jeg at kaste mig over. Nu er friske Porcini svampe ikke det mest udbredte i danske supermarkeder så jeg måtte selv igang med at konstruere en opskrift ud fra hvad jeg kunne få:

Samme basis Pasta som sidste gang (Link), men denne gang udrullet så tyndt som muligt (kun halvdelen skal bruges til 3 portioner – resten kan gemmes et par dage i køleskabet).

Til fyldet brugte jeg:

20gr tørrede Karl Johan svampe (udvandes inden brug)

250gr Ricotta

En håndful bredbladet Persille

1 fed hvidløg

lidt salt.

Svampene og persillen hakkes fint og hvidløget presses. Det hele blandes godt sammen med ricottaen og der kommes en lille smule salt i.

Pastaen skæres i ca. 6cm lange stykker. Fyldet placeres midt på den ene halvdel og den anden halvdel foldes henover. Pasten presses sammen mens man sørger for at få så meget luft som muligt ud af fyldet. Derefter presses der hele vejen rundt med en gaffel for at sikre de holder sammen under kogning.

Pastaen koges i ca. 5min og jeg serverede den, igen efter italiensk google inspiration, med en svampe flødesovs:

ca. 150gr Rosesvampe

1/4l kaffefløde

ca. 100gr Parmesan ost, frisk revet

1 fed hvidløg

Salt&peber

Skær svampene i pæne ikke for tynde skiver og svits i enten smør eller olivenolie. Når svampene er begyndt at blive bløde kommes 1 fed presset hvidløg over og svitses med etøjeblik. Hæld fløden over og lad det varme igennem. Parmesan osten kommes i og der røres forsigtigt til osten er smeltet. Smages til med salt og peber.

Velbekomme!

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.