Aloo gosht (Lammekarry med kartofler)

Denne milde lammekarry skulle stamme fra Delhi området. Brugen af kartofler giver en lækker tyk sovs, som gør retten meget egnet til at spise med Naan brød og fingrene.

7 spsk vegetabilsk olie
1 stort løg, hakket fint
1 frisk grøn chili, hakket fint
5 fed hvidløg, hakket fint
1 kg lammekød (bov), skåret i 3×3 cm tern
1 ds hakket tomat
1 spsk stødt spidskommen
2 tsk stødt koriander
½ tsk gurkemeje
1 tsk cayenne peber
2 tsk salt
½ kg små kartofler, skrællet og skåret i halve
7 dl vand

Varm olien i en stor tykbundet gryde over høj varme. Når olien er varm kommes løg, chili og hvidløg i, som steges under omrøring indtil løgene begynder at brune svagt. Kom kødet i gryden og steg under omrøring i 5 min.

Herefter kommes tomat, spidskommen, coriander, gurkemeje, cayenne og salt i gryden. Retten koges nu fortsat ved fuld varme og under omrøring i 10-15 min eller sovsen bliver tyk og olien skilles ud.

Kom kartoflerne i retten og hæld 7 dl vand i. Rør godt rundt og dæmp varmen til middel/lav. Kom låget på en smule skævt så der er lidt plads til at lade dampen komme ud og lad retten småkoge i 1 time og 10 minutter til kødet er mørt og sovsen tyk.

Serveres med Naan brød eller, hvis man ikke vil spise med fingrene, ris. Velbekomme.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.