Jeg må indrømme at pastamaskinen måske er en af de bedste gaver min kære kone og søn har givet mig. Min søn Thomas og jeg har endnu engang tilbragt et par fornøjelige timer i køkkenet med at opfinde en ny pasta ret og hvis vi selv må sige det, er dette en af de bedste til dato.
Pastadejen laves helt simpelt af
200 gr durummel (Tipo 00)
2 æg
1 spsk Oliven olie
Kom melet op i røremaskinen og lav et hul i midten. Kom æg og olie i og lad røremaskinen gøre sit arbejde indtil det hele klumper sammen til en sej dej.
Kom dejen ud på bordet og ælt til det er smidigt. Pak dejen godt ind i film og læg den i køleskabet i mindst 30 min.
Laksefyldet er lige så simpelt
200 gr kogt laks (vi brugte her en dåse)
50 gr røget laks
125 gr Ricotta
Salt & Peber
Skild den kogte laks ad i flager så du er sikker på der ikke er ben med. Skær den røgede laks i små tern. Kom alt laksen og ricottaen op i en skål og rør det godt sammen. Smages til med salt og peber inden den stilles i køleskabet indtil raviolierne skal fyldes.
Rul pasta dejen ud på pastamaskinen til mellem tykkelse (vi brugte 6 på vores Atlas 150). Skær den udrullede dej i strimler på tværs der er ca 7 cm brede. Kom en teskefuld fyld på midt på den ene halvdel af hver strimmel og fold den anden halvdel henover. Klem forsigtigt dejen ned omkring fyldet mens du sørger for at få så meget luft ud som muligt. Tryk raviolien godt sammen med en gaffel hele vejen rundt om kanten. Herefter kan raviolien, hvis man ønsker det, skæres pænt til. (Det skal her nævnes at vi ønsker os en ravioliform da det er MEGET hurtigere end i hånden).
Så skal saucen gøres klar så den kan hældes over raviolierne når de er kogte
100 gr røget laks, skåret i tynde strimler
3 spsk olivenolie
1 lille løg, fint hakket
2 fed hvidløg, fint hakket
2½ dl fløde 9%
30 gr friskrevet parmesan
Salt & Peber
Kom olivenolie og løg i en lille gryde og svits ved jævn varme til løgene er bløde uden at have taget farve. Kom hvidløg i og svits et par minutter mere. Herefter hældes fløden over og det hele bringes i kog under omrøring. Lad saucen koge i et par minutter (husk omrøring) og tag herefter gryden af varmen. Kom den røgede laks og parmesan i og rør rundt.
Mens du har lavet saucen er dit pastavand (mindst 6 liter og husk rigeligt salt) kommet i kog. Kom raviolierne i og lad dem koge i ca. 6 min inden de tages op med hulske.
Server raviolierne straks med saucen hældt over. Denne opskrift rækker til 2-3 personer som hovedret eller 6 som forret.