Oksemørbrad indbagt m/Prosciutto og champignon

Et godt råd hvis man vil passe på pengene er ”Køb ikke ind sulten”. Det råd glemte vi selv at følge i lørdags og det betød at da vi gik forbi slagteren så vi et lækkert stykke oksemørbrad ligge og se indbydende ud. Vi skal have en klassiker til søndagsmiddagen blev vi enige om og uden ellers at kigge på opskrifter købte vi kødet, champignon og butterdej.

Først bagefter huskede vi at Beef Wellington har en meget vigtig klassisk ingrediens mere: Pate af Foie gras… En ingrediens der viste sig at være umulig at finde der hvor vi handlede.

Nå, men kødet var købt, så et eller andet måtte vi finde på og som altid betød det en søgning på nettet efter inspiration.
Den endelige opskrift blev en sammenblanding af opskrifter fra Gordon Ramsay, Slagteren på Kultorvet og den klassiske Beef Wellington:

450 gr Oksemørbrad
1 spsk olivenolie
1 spsk smør
300 gr champignon
8 forårsløg
2 fed hvidløg
En god håndfuld persille
Salt & Peber
6 tynde skiver Prosciutto di Parma
Købt butterdej

Forbered retten ved at hakke champignoner, hvidløg og persille fint og gem i hver deres skål. Snit forårsløgene fint og gem ligeledes i separat skål.

Kødet krydres med salt og peber på alle sider. Varm olien på en stegepande og brun kødet på alle sider inden det tages af og kommes i køleskabet i mindst 20 min.

Mens kødet hviler i køleskabet kommes smørret på samme stegpande som kødet blev brunet på og heri steges champignon, forårsløg og hvidløg indtil så meget væde som muligt er kogt af. Bland persillen i og lad den stege med et par minutter. Kom herefter blandingen på en kold tallerken og stil i køleskabet i 10-15 min til den er kølet af.

Nu kommer den svære del – at pakke kødet ind. Spred et stykke husholdningsfilm ud på bordet i en størrelse der er rigeligt stor til at række rundt om kødet. Her på lægges Prosciutto skiverne så det dækker et areal der er stort nok til at nå rundt om kødet. Spred champignon blandingen jævnt udover skinken.

Nu skal kødet pakkes ind ved at lægge det midt på de champignon dækkede Prosciutto skiver og herefter folde skiverne rundt om kødet ved hjælp af filmen. Når det er gjort strammes filmen ved at sno enderne sammen. Kom den indpakkede steg i køleskabet i 15-20 min igen, så den kan holde formen.

Rul butterdejen ud på bagepapir så den er stor nok til at pakke hele stegen ind. Hvis man bruger frossen butterdej skal man sikkert samle flere stykker for at få nok. Kom stegen midt på dejen og skær til så der lige en nok til at pakke den ind. Pensl kanterne med pisket æg og fold herefter først enderne ind over kødet og pensl samlingerne med æg, og hefter siderne.
Vend stegen om så samlingen er ned af og kom det hele på en plade. Rids toppen af stegen forsigtigt i et pænt diamantmønster uden at skære igennem og pensl med ægget på hele overfladen.

Stegen bages herefter i en 200o varm ovn i 35 min (lidt kortere hvis man bruger varmluft).

Tag stegen ud og lad den stå i 10 min inden den skæres i skiver og serveres – her med nye Samsø kartofler vendt i hvidløgssmør og Vichy gulerødder.

3 thoughts on “Oksemørbrad indbagt m/Prosciutto og champignon

  1. Super opskrift – det svære – det var dog ikke så svært – tog en brødform og forede med film, så butterdej, champignon, kødet og champignon igen og pakkede det forsigtigt sammen og lod det stå 1 time og sætte sig.

  2. Det ser virkeligt lækkert ud. Der er intet som en god beef Wellington. Jeg har også set andre lignende opskrifter med svampe i stedet for pate/foie gras. Får helt lyst til at lave sådan en omgang snart, så tak for god inspiration.
    Kh Nadia

Efterlad gerne en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.