Ris på mange måder

Ris er for mange en basis fødevare som spises til mange måltider og anses tit for en kedelig nødvendighed. Men ris er ikke bare ris og kan tilberedes på mange måder, hvilket kan gøre risen til en spændende del af måltidet.

De typer af ris der som oftest serveres ved de danske middagsborde er alle langkornede ris:

Parboiled ris
Jasmin ris
Basmati ris

Fælles for disse er at de alle kan tilberedes efter en simple formel:

1 del ris
1½ del vand
En smule salt

Kom salt i vandet og bring vandet i kog. Kom risen i og lad den småkoge under låg i 20min.

Bruger man Jasmin eller Basmati ris bør man skylle risene inden de bruges så man undgår den talkum der fortsat ofte benyttes til at holde dem tørre!

Vil man gøre oplevelsen en smule mere smagfuld kan man ændre opskriften så den hedder

1 løg, hakket
Lidt vegetabilsk olie
1 del ris
1½ del vand
En smule salt

Varm olien op i en gryde og steg løget til det er gennemsigtigt. Tilsæt ris og slat og steg risene med i et par minutter til de bliver klare. Hæld vandet over og lad det småkoge i 20min. Man kan med fordel også lade krydderurter koge med, som fx løvstikke.

Vil man have endnu mere smag i sin ris kan man koge den i bouillon i stedet for vand eller komme krydderier som fx. gurkemeje eller paprika i. Vi steger også tit et hakket fed hvidløg med sammen med løgene. Til indiske retter kan man stege hele krydderier som fx. spidskommen, kardemomme, nigellafrø eller sennepsfrø i olien inden risene kommes i.

Vil man koge ris som de gør i Thailand, så udelades saltet og risen koges i 12min, hvorefter den tages af varmen og står med låg på i 12min. Herved får risen lov til at stå og dampe og den klistre lidt.

Er man til autentisk Indisk ris, så skal risen have længere tid end vi er vant til, da de i Indien mener vi spiser halvkogt ris. Skyld risen 5-6 gange i koldt vand og land den herefter stå og trække i vand i 30min. Herefter koges risen som vanligt, men i 25min i stedet for 20min.

En anden type ris er de mellemlange ris, som er mere ’buttede’ i formen. Disse findes typisk i Spanske og Italienske retter:

Valencia som bruges til paella.
Arborio og Carnaroli som bruges i Risotto.

Udover de ovenstående ’almindelige’ ristyper findes der et bredt udvalg af mere ukendte typer:

Brune ris eller natur ris som de også kaldes. Dette er ris af samme typer som de ovenstående som ikke er blevet poleret. De har et højere indhold af kostfibre og vitaminer, specielt B1.

Da man skal have blødgjort den hårde skal inden de spises skal disse ris koges længere

250gr ris
6 dl vand

Kom vand i kog og hæld risen i. Lad risen koge under låg i 35min. Tag gryden af varmen og lad den stå i 5min med låg på inden risen serveres.

Sushi ris, som tilberedes specielt for at opnå den rette klistrede konsistens

250gr Sushi ris
4 dl vand
2 spsk risvineddike
2 spsk sukker

Skyld risen i koldt vand indtil vandet er klart. Kom risen i en gryde sammen med vandet og bring i kog. Lad risen koge i ca. 10min til risen har absorberet vandet. Tag gryden af varmen og lad risen køle af under låg.
Opløs sukkeret i eddiken og når risen er håndlund røres blandingen i risen. Sørg for at holde risen fugtig indtil den skal formes til sushien.

Camargue ris, som er røde ris fra Frankrig med en speciel nøddeagtig smag.

Kom risen i rigeligt kogende vand (2-3 gange så meget vand som ris) og lad dem koge i 30min. Tag gryden af varmen og lad den stå med låg i yderligere 30min. Herefter hældes det overskydende vand fra og risen kan serveres.

Vilde ris, som ikke er ris men frøene fra en nordamerikansk vandgræsart. Det er aldrig rigtigt lykkedes at dyrke den kommercielt, hvorfor en stor del af høsten stadigvæk foregår ved at man sejler i kano ind mellem græsset og slår med stokke så risene falder ned i kanoen. Specielt i staten Minnesota er dette en høst som fortsat er udelukkende tilladt indianerne at foretage. I Canada er høsten mindre reguleret og foretages mere kommercielt ved hjælp af luftpudebåde i stedet for kanoer.

2½ dl vilde ris
7½ dl vand

Skyld risen grundigt under rindende vand. Bring vandet i kog og kom risen i. Kog risen i 40-50min alt efter hvor blød den ønskes. Tag gryden af varmen og rør rundt men en gaffel. Kom låget på igen og lad risen stå i 5min. Hæld evt. overskydende vand fra og server.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.