Jeg ved ikke hvorfor, men kylling er for mig noget af det bedste der findes at grille. Måske er det fordi kyllingen med sin neutrale smag meget nemt tager smag fra marinade og røg, men uanset årsagen så er det tid at grille kylling igen 😉
Denne marinade er inspireret af de Thailandske smags indtryk fra chili, ingefær, hvidløg og fish sauce og går bedst sammen med over-/underlår – altså det mørke kyllingekød.
Til 12 under-/overlår bruges
3-4 cm ingefær, skrællet og revet
2 røde chilier, hakket fint (fjern kerner hvis den ikke skal være for stærk)
4 store fed hvidløg, presset
3 spsk fish sauce
3 spsk lys soja sauce
Saften fra 1 citron eller 2 lime
9 spsk honning
Tilberedningen er nem: Bland alle ingredienserne sammen i en skål og kom kyllingestykkerne ned i. Bland godt rundt og sørg for at alle kyllingestykkerne er dækket af marinade. Lad kyllingen marinere i 6-8 timer i køleskabet – husk at blande rundt en gang imellem så alle stykkerne får lige meget marinade. Kom evt kylling og marinade i en plastik pose mens den marinerer – det fylder mindre og så er det bare at vende posen 3-4 gange istedet. Meget nemmere and at skulle tage en skål ud, fjerne afdækning, blande rundt med en stor ske og sætte afdækning på igen 😉
Kylling skal have lang tid på grillen ved lav varme, så de bliver gennemstegt men ikke tørre. Tænd derfor op i din kuglegrill til indirekte stegning. Har man ikke en kugle grill kan de sikkert steges over direkte kul, men sørg for at afstanden til kullene er stor og vend dem hyppigt.
Når kullene er klar tages kyllingestykkerne op af marinaden og dryppes af. Gem marinaden til senere.
Kom kyllingestykkerne på grillen og giv dem 40-45min indirekte og under låg mens de vendes 1 eller 2 gange undervejs. Herefter pensles de med marinaden inden de får 10min mere.
Nyd de grillede kyllingestykker varme og skulle der være noget tilovers smager de også godt kolde – måske til en frokost i det grønne? – Velbekomme 🙂
Hejsa,
I jagten efter inspiration til aftenens menu, faldt jeg over dit indlæg. Tak for den lækre opskrift, som hermed danner basis for vores aftensmåltid 🙂
Også tak for god inspiration på siden, som jeg helt sikkert vil besøge igen.