Lam bagt med yoghurt og sort peber (Dum gosht)

Navnet Dum kommer fra en bestemt tilberedelses metode som Moghul’erne (Perserne) bragte med til Indien. Man tilbereder maden delvis i en tung gryde, hvorefter man kommer et fladt låg på og forsegler kanten med en dej. Herefter kommes den på et bed af trækul og der kommes trækul på låget. På denne måde kan kød stages meget langsomt med kun en smule væde.

En mere moderne måde, som er benyttet til denne opskrift, er at benytte en tung stegegryde der kan gå i ovnen og så forsegle med staniol inden låget kommes på. Herefter steges ved relativ lav temperatur i ovnen.

6 spsk olie
900 gr lammekød skåret i 4x4cm tern
225 gr løg, fint hakket
6 store fed hvidløg, fint hakket
½ tsk stødt ingefær
½ tsk Cayenne
1 spsk Paprika (brug en god stærk paprika)
2 tsk salt
½ tsk groft kværnet peber
275 ml Yoghurt (Græsk ell. naturel)

Tænd ovnen på 180o. Varm herefter olien i en gryde der kan tåle at gå i ovnen. Brun kødstykkerne i olien, mens du sørger for at alle sider bliver brunet. Brun ikke mere på en gang end at varmen ikke går af olien. Kom det brunede kød til side i en skål.

Dæmp varmen til middel og kom løg og hvidløg i gryden. Løgene stegs til de begynder at brune. Herefter kommes kødet tilbage i gryden.

Tilsæt alle krydderierne og steg i et minuts tid under omrøring. Tilsæt Yoghurt og rør rundt til det små bobler.

Forsegl gryden med staniol (pak hele gryden ind i flere lag) og kom låget på. Gryden sættes i ovnen og retten simrer sagte i 1½ times tid. Hvis ikke kødet er helt mørt kommes 1dl vand ved, staniol og låg på igen, og kom det i ovnen i 20-30min igen.

Rør forsigtigt rundt i gryden inden servering.

Serveres med Basmati ris eller Naan.

Fastelavnsboller

Fastelavn er mit navn, boller vil jeg have! Ja fastelavnsboller skal der til i dag, men hvilke? Da jeg var barn var en fastelavnsbolle en hvedebolle med vaniliecreme i midten, mens man i dag får en wienerbrøds bolle med flødeskum hos bageren…

Jeg synes min søn på 13 skal smage en fastelavnsbolle som jeg husker dem, så derfor står den i dag på Gammeldags Fastelavnsboller

fastelavnsboller

Dejen:
2 ½ dl mælk
50 g margarine
25 g gær
1 æg
3 spsk sukker
1/4 tsk salt
Ca. 500 g (ca 7 ½ dl) mel

Creme:
2 æggeblommer
2 spsk sukker
1 ½ spsk maizena
2 dl mælk
1 tsk vanillesukker

Lun mælken og lad margarinen smelte heri. Lad mælken køle ned til håndlund og opløs herefter gæren i den. Tilsæt resten af ingredienserne og ælt dejen godt igennem.

Dejen stilles til hævning i ca. 40min mens man laver cremen.

Pisk æggeblommer, sukker, maizena og mælk sammen i en tykbundet gryde og varm blandingen op til kogepunktet under piskning. Tag cremen fra varmen og rør vanillesukker i.

Når dejen har hævet slås den ned og deles i 2 portioner. Hver portion rulles ud til den er ca. 1 ½ cm tyk. Aftegn på den ene dejplade cirkler med en diameter på ca. 6 cm – brug et glas som skabelon.

Der lægges 1 skefuld creme på hver cirkel, og den anden dejplade lægges over. Tryk med glasset bollerne ud gennem de 2 lag dej og læg dem på plade.
Tænd ovnen på 200o og lad bollerne efterhæve i ca 30min mens den varmer op. Bollernes bages i 10-12min.

Inden servering pyntes bollerne med enten glasur eller bare en smule flormelis.

Intens chokoladekage

I aftes skulle vi på skolen og se sønnens teaterforestilling, og der lå en bøn fra klasselæreren om kager til den efterfølgende reception, så jeg gik i krig med at kigge diverse kageopskrifter igennem. Desværre syntes jeg ikke rigtig der lige var en som tilfredsstillede den smag jeg havde i tankerne samtidigt med at alle ingredienser var i hus. Desuden kæmper jeg ofte med at opskrifterne ikke passer til vores store kage-bradepande med transportlåg – og dobbelt er tit for meget. Hvad gør man så? Jo, man inspireres af forskellige opskrifer og finder på sin egen 😉 Resultatet var pragtfuldt!

3 dl mælk
200 g mørk chokolade
250 g smør
3 tsk instant pulverkaffe

4 æg
400 g. sukker
4 tsk bagepulver
2 spsk vanilla
350 g mel
1½ spsk cacao

Hæld mælken i en gryde og del chokoladen og smøret i mindre stykker og læg det i mælken. Tilsæt pulverkaffen og varm det lige præcis nok op til at smør og chokolade smelter – kaffepulveret skal nok opløse sig også. Lad det køle af mens resten blandes.

Pisk æg og sukker grundigt. Bland bagepulver, vanilla, cacao og mel og pisk det i æggemassen. Hæld nu langsomt indholdet fra gryden i, mens der piskes konstant.

Fordel dejen jævnt i den store kageform – jeg plejer at fore den med bagepapir i stedet for at smøre formen.

Bages på nederste rille ved. 175 0 i 45 min.

Pyntes med sigtet flormelis.

Desværre havde jeg rigtig travlt inden vi skulle ud af døren og den var så populær at jeg ikke nåede at få et billede – beklager.

Bornholmsk unghane i Römertopf

Efter en ubeslutsom tur d’kogebøger i sofaen valgte jeg i stedet at køre i supermarkedet og se hvad der bød sig til som søndags middagsmad… Tilbud på unghane fangede mit øje og et par fine økologiske citroner fulgte trop. Gode danske champignoner så fine ud… Og så havde jeg lyst til hvidløg – gerne i store mængder.

Opskriften der langsomt dannede sig mens jeg handlede kan vel bedst beskrives som en syd europæisk fusion mellem spansk hvidløgskylling og fransk Coq au Vin.

IMG_0172

1 Bornholmsk unghane
1 citron, må ikke være sprøjtet eller overfladebehandlet
3 hele hvidløg
250 gr champignon
1 løg
1 laurbærblad
Lidt frisk eller tørret timian
En lille håndfuld hakket persille
1 dl tør sherry
1½ dl Coops madlavnings fløde (eller syrnet fløde)
Salt&peber

Pil alle hvidløgsfed fra hinanden. Blancher fedende i kogende vand i 30 sek. Hæld vandet fra og pil skallen af dem. Bring nyt vand i kog og kom de nu pillede fed i og lad dem koge i 2 min. Hæld vandet fra og sæt hvidløgene til side.

Skær citronen i 4 stykker. Fyld hanen med citron og de blancherede hvidløg.

Skær champignoner i kvarte og kom op i den klargjorte Römertopf. Hak løget og kom ligeledes i. Kom krydderurterne, sherry og fløde i og sæt hanen oven på det hele.

Krydr hanen med salt og peber, kom låget på og stil Römertopf i den kolde ovn. Tænd ovnen på 225o og steg i ca. 1½ time. Låget kan tages af de sidste 10min hvis man ønsker lidt brunere skind.

Skær kyllingen i passende stykker (fyldet smides ud) og server med natur ris og sovsen fra tilberedningen.

Man kunne nok blende sovsen med et par stykker af hvidløget fra fyldet – det ville sikkert smage ret godt.

Apple Crumble m. blåbær

Her i huset elsker vi blåbær og blåbær og æbler går rigtig godt sammen, så efter at Kildebrønde Frugtplantage igen har haft et godt tilbud på æbler og Superbrugsen et godt tilbud på frosne blåblær måtte kombinationen prøves i en æblekage. Og hvilken bedre anledning end når sønnen kom hjem med alle lemmer i god behold efter en en-dages skitur til Isaberg med Ungdomsskolen, lige i tide til afslutningen af årets danske Melodi Grand Prix? Det gav et fantastisk resultat som vi helt klart vil lave igen en anden gang.

Fyld:
4 store æbler (Belle de Boskoop)
150 g. blåbær
½ Cup brun farin (hold lidt igen, presses absolut ikke da blåbærene også søder en del)
½ tsk stødt kanel
½ tsk revet muskat

Crumble:
1/3 Cup mel
1/3 Cup sukker  (gerne ½ alm & ½ brun farin)
1/3 Cup havregryn
50 g koldt smør
1/3 Cup hakkede nødder (hasselnød, valnød eller mandler)

Tag kernehuset ud af æblerne og skær i både/skiver. Vi bruger en æbledeler som er et skønt redskab der bare skal presses ned over æblet og så er det hele gjort næsten i en arbejdsgang. Del hver båd i to, så bager det mere jævnt. Bland æblestykkerne med resten af ingredienserne til fyldet og fordel i et dybt fad eller tærteform – pas på at alle blåbærene ikke lægger sig i bunden, prøv at få dem jævnt fordelt.

Bland mel, sukker og havregryn i en skål. Skær smøret i til det er findelt (kan gøres i en foodprocceser) og bland til sidst nødderne i. Fordeles over fyldet og presses en lille smule fast.

Bages ved 180o i 30-35 min indtil æblerne er bløde (brug en kniv til at teste).