Svinekam m/fyld

Hvis du gerne vil undgå den fede ribbensteg, men stadigvæk gerne vil have en saftig flæskesteg med svær, så prøv denne italienske måde at tilberede en svinekam.

1½ kg svinekam med svær
200 gr flødeost
2 fed hvidløg, presset
½ dl friske krydderurter efter smag (fx. timian eller persille)
Salt
Kødsnor

Tænd ovnen på 200o.

Bland flødeost, hvidløg og krydderurter sammen.

Sørg for at sværen er ridset ordentlig. Ofte er alle ridserne ikke dybe nok, så tag en skarp kniv og rids efter – men sørg for at du ikke går igennem til kødet.

Skær sværen løst fra den ene langside af stegen mens du sikrer dig at den stadigvæk hænger fast i den anden side (efterlad ½ cm så den ikke falder af.

Fold forsigtigt sværen op så du kan komme til at skære en dyb lomme i kødet ned langs midten af stegen. Sørg for at der er ca. en ½ cm kød i enderne og bunden af stegen.

Kom fyldet i lommen og fold sværen tilbage igen. Snør stegen med kødsnoren.

Gnid salt i sværen – sørg for at der kommer lidt ned i hver ridse.

Kom stegen i midten af ovnen på en rist og lad den stege i ca. 1½ time. Bruges stegetermometer skal du sørge for at det sidder i midten af en af halvdelene og stege indtil en temperatur på 65o.

Hvis sværen ikke er helt sprød skrues der op til 250o indtil den er klar – hold godt øje med den så sværen ikke bliver for mørk.

Velbekomme!

Nem Nakkekam

Et af de mest velsmagende stykker svinekød er efter min mening nakkekammen. De fleste spiser den som koteletter, men den er i virkeligheden et meget taknemmeligt og nemt stykke kød at stege helt i ovnen.

En god grundopskrift er

Ca 1½ kg Nakkekam
Salt&Peber

Kom salt og peber på kødet, stil det på en rist i en bradepande og kom bradepanden i nederste rille i en kold ovn.

Tænd ovnen på 180o og lad nakkekammen stege i ca. 2 timer. Bruges der stegetermometer skal temperaturen op på 80o

Tages ud, skæres i skiver og serveres – nemmere kan det ikke gøres.

Ønskes en lidt mere spændende steg, kan man for eksempel

– Skære 1-2 fed hvidløg i skiver, skære små snit i kødet og komme skiverne i.
– komme tynde skiver blåskimmelost (Saga er meget velegnet) oven på kødet inden det kommes i ovnen. Dette giver også et grundlag for en dejlig sovs hvis fedtet skilles fra.
– Hakke en masse friske krydderurter fint og rulle stegen i dem inden den stilles i ovnen.

Baba ghanoush (Aubergine dip)

En klassisk mellemøst dip til brød og grøntsager eller som tilbehør til kød og fisk. Den findes i mange varianter, men de har alle samme basis opskrift:

2 store auberginer
1-2 fed hvidløg
½ tsk. groft salt
Saft af 1/2 citron
2 spsk olivenolie

Auberginerne skæres i halv og lægges med snitfladen nedaf på en bageplade med bagepapir. Prik en masse huller i overfladen med en gaffel og bag dem i 30 min ved 200o (er grillen alligevel tændt kan de også grilles hele til de synker sammen og bliver bløde). Lad dem køle af og skrab derefter indmaden ud af skallerne. Hvidløg og salt stødes i en morter og blandes med citronsaft. Det hele blendes og der tilsættes olie i en tynd stråle til mosen har en passende konsistens.

Vil man forsøge sig lidt med forskellige varianter kan disse anbefales:

– kom 2-3 spsk Tahini (ristet sesampasta) i retten når den blendes
– rør 1-2 spsk frisk mynte eller bredbladet persille i tilsidst.
– eller en kombination af de ovenstående.

Tabouleh (Bulgur salat)

Bulgur er knust hvede som i mellemøsten ofte bruges i stedet for ris. Den kan koges eller dampes og serves enten varm i stedet for ris eller kold i salater som i for eksempel denne traditionelle Libanesiske opskrift.

2 dl bulgur
1 løg (Alm. eller rødløg), hakket eller tynde strimler.
1 stort bundt bredbladet persille, hakket (kun bladene)
4 tomater
½ dl olivenolie
Saft fra 1 citron
½ tsk salt
½ tsk sort peber
½ dl mynteblade, hakket

Kom 4 dl vand i en gryde og bring i kog. Tilsæt bulguren og lad den småkoge i 10 min. Hæld op i en si og lad overskydende vand dryppe af mens bulguren køler af.

Skær tomaterne i tynde både og fjern kernerne med en ske.

Kom bulgur, løg, tomater og krydderurterne op i en passende skål.

Bland olie, citronsaft, salt, peber og hvidløg godt – jeg plejer at ryste det sammen i en meljævner – og kom over salaten. Bland godt og server.

Thai oksekød i wok m/bønner

En nem Thai ret når lysten til noget krydret melder sig.

Til 4 personer bruges
3 cm frisk ingefær, revet eller meget fint hakket
1-2 spsk jordnøddeolie
600 g oksekød, mørt i strimler
1 stængel citrongræs, banket og hakket meget fint
2 fed hvidløg, finhakket eller presset
1 rød chili, skøret i tynde skiver (flere hvis du vil)
2 tsk palmesukker (eller 1 tsk brun farin)
1 spsk oystersauce
1 spsk fishsauce
1 spsk sojasauce
150 g grønne bønner (frosne kan bruge)
8 forårsløg, i tynde skiver
1 dl friske basilikumblade

Kom oksestrimler op i en skål sammen med citrongræs, ingefær, hvidløg, chili, sukker og oystersauce. Blandes godt og marineres overdækket i en times tid (gerne længere).

Varm olien op i en wok. Kom kødet i og lynsteg ca. 1 min. Tilsæt bønner og lynsteg yderligere 1-2min.

Kom fishsauce og soyasauce i og lynsteg ca. 1 min til kødet er gennemstegt. Fjern wokken fra varmen og tilsæt basilikumblade og forårsløg.

Serveres sammen med jasmin ris.