Tzatziki

Tzatziki er græsk yoghurt blandet med agurk og krydret efter behag. Den kan bruges som tilbehør til stegt kød eller dressing i pitabrød og lignende.

1 agurk
2½ dl græsk yoghurt
2 Fed hvidløg knuste
Lidt god olivenolie
Lidt eddike
Salt peber
evt. frisk mynte

Agurken rives groft og afdryppes i mindst en ½ time i en si eller et dørslag – ønskes en meget tør tzatziki eller har du travlt kan det istedet kommes i et rent viskestykke, hvorefter saften krammes grundigt ud.

Mens agurken drypper af blandes hvidløg, en smule olie (1 spsk) og lidt eddike (kan udelades) i yoghurten. Smag til med salt og peber.

Når agurken er dryppet af smages der på Yoghurten så mængden af hvidløg evt. kan justeres (vi er nogle der kan li’ meget hvidløg).

Her efter gælder det bare om at blande agurken i yoghurten og smage endeligt til med salt og peber.

Ønskes en endnu friskere tzatziki som tilbehør til for eksempel grillet lam kan der kommes en smule frisk mynte i, men pas på det ikke tager overhånd.

Tip: Kan man ikke finde græsk yoghurt gøres følgende: Hæld en ½ liter ymer op i et kaffefilter og lad det dryppe af i køleskabet et par timer til mængden er halveret.

Havkat, stegt m/nye kartofler

I dag fandt vi vej forbi fiskehuset på Reersø havn for at købe et par røgede makreller på vej hjem. Men på isen i udstillingen lå en lille hel Havkat (renset og flået) og ventede på os.

Havkat, eller koteletfisk som den også kaldes, er en fast fisk som kan enten koges eller steges.

Til 4 personer
7-800 gr Havkat, skåret i 2cm tykke koteletter
3 spsk mel
salt&peber
25 gr smør
3-4 spsk olie

Krydr melet med salt og peber. Dup fiskestykkerne tørre med lidt køkkenrulle og vend dem derefter i melet.

Varm olien og smøret på panden til det bruser af og steg fisken 4-5 min på hver side.

Serveres lige fra panden med små nye kogte kartofler vendt i persille/hvidløgsmør. Husk citronbåde til fisken.

Spinat roulade

En god ret til frokost i det grønne eller frokostbordet der kræver lidt ekstra. Den tager lang tid at lave, men resultatet er det hele værd.

Til 6 personer bruges
1 løg
225gr Spinat, frisk eller frost
25gr smør
2 spsk persille, hakket
Salt&peber
Frisk revet muskatnød
4 æg
50gr mel
225gr hytteost
3 spsk purløg, hakket

Tænd ovnen på 200o. Smør en bradepande og kom bagepapir i den.

Løget hakkes fint. Hvis der bruges frisk spinat fjernes de hårde stilke. Smelt smøret i en sautepande og sauter løget til gennemsigtigt. Kom spinaten i, skru op for varmen og steg ved høj varme indtil alt væden er ude af spinaten.

Tag panden af varmen og rør persillen i. Herefter krydres rundhåndet med salt, peber og muskatnød.

Vend massen ud på et stort skærebrædt og hak det hele grundigt sammen – uden at det bliver til mos. Lad det herefter køle helt ned.

Pisk æggene med en smule salt til de er tykke og cremede. Fold æg og mel forsigtigt i den afkølede spinat og kom massen op i bradepanden hvor den spredes jævnt ud.

Bag i ovnen i 10-12 min indtil den er fast. Vend den bagte spinat ud på et stykke bagepapir og rull sammen til en roulade (fra en af de smalle ender) mens det sikres at der hele tiden er papir imellem lagene. Lad rouladen køle helt ned på en rist.

Bland purløg i hytteosten.

Når rouladen er kølet helt af rulles den meget forsigtigt ud igen. Fordel hytteosten jævnt på hele fladen og rul herefter rouladen forsigtigt sammen igen.

Kan serveres som en ret for sig selv, men smager også dejligt sammen med rejer.

Aioli (hvidløgsmayonnaise)

Det klassiske tilbehør til stegt eller grillet fisk, grillede grøntsager, blæksprutteringe, små ovnbagte kartofler…

2 æggeblommer (pasteuriseret)
4 fed knust hvidløg
ca 2½dl god olivenolie
lidt peber
2 spsk citronsaft

Kom æggeblommer og hvidløg i en blender eller foodprocessor med et skarpt knivblad og blend det godt sammen.

Tilsæt olivenolien dråbevis mens maskinen kører. Når saucen er tyknet lidt, kan man begynde at tilsætte olien i en tynd stråle og blende videre til al olien er optaget og saucen er tykflydende og glat. Til sidst tilsættes citronsaft og peber.

Kan gemmes i køleskab i 3-4 dage.

Tortilla (Spansk omelet)

Denne ret kendes af alle der har været i Spanien. Den serveres rygende varm som hovedret eller lun/kold skåret i mindre stykker som tapas. Enhver Spansk husmor har sin måde at lave den på og den udgør et typisk aftensmåltid for en Spansk familie.

Hovedret til 4 eller tapas til 8 personer
1½ dl olivenolie (lad være med at bruge en dyr)
600 gr kartofler, store
2 store løg
3 æg
½ tsk salt
½ tsk peber

Kartoflerne skrælles og skæres i 3-4 mm tykke skiver. Løgene skæres i ca. 2 mm tykke skiver.

Varm olien op i en pande med høje sider og gerne sliplet belægning. Kartofler og løg skal ligges i panden skiftevis i lag og herefter steges ved lav varme, så de nærmest koges i olien uden at tage farve, i 7-8 min, hvorefter de forsigtigt vendes og steges i yderlige 7-8 min til de er møre.

Kartofler og løg hældes herefter over i en si der er placeret over en skål og stilles til afdrypning. Det meste af olien skal bare smides ud, men gem et par skefulde til at stege tortillaen i.

Pisk æggene let i en stor skål hvor der er god plads til kartoflerne og kom salt peber i. Kom de stegte kartofler fra panden direkte ned i skålen med æggemassen og Vend dem forsigtigt til de er dækket med æg. Lad blandingen stå et par minutter da det gør at æggene stivner en lille smule så tortillaen nemmere bliver gennemstegt.

Varm panden op igen og kom den gemte olie i. Hæld æggemassen op i panden og steg ved svag varme i ca. 10-15 min.

Når overfladen af tortillaen er blevet fast tages et stort låg (eller en tallerken) og tortillaen vendes  ud derpå. Kom tortillaen tilbage i panden med den ikke stegte side ned af. Når tortillaen er vendt steges den færdig i ca. 5 min.

Kan severes varm, som et hovedmåltid med brød og salat, eller kold skåret i mindre stykker som tapas.